VU Tønder til forårskursus i middelfart

Monday, July 5, 2010 21:38
Posted in category Blå begivenheder
Comments Off

Skrevet af Nikolai Weissert

Det var fredag eftermiddag. Taskerne var pakket og vi var alle klar til afgang. Alle er måske ikke det helt rigtige ord at bruge, for det var egentlig kun Allan, Karsten og jeg der var klar. Trods det aftalte mødetidspunkt (klokken 15.00) lod Drude og Emil vente på sig. Vi ventede, og ventede, og så ventede vi lidt mere. Vi havde ventet i minimum 30 minutter da Drude og Emil endeligt dukkede op. Så af sted…

Planen var at lægge vejen forbi Kolding storcenter – nu vi var i området. Grundet den ”lidt” sene afgang var der mindre tid i centret, hvilket betød, at vi havde travlt – nogle mere end andre (her skulle vi have bragt et billede, af Drude løbende fra butik til butik, men det er svært at tage billeder af folk, når det går så hurtigt). Herefter videre til Middelfart…

Efter ankomst, indtjekning og de første par øl, var der velkomst ved kursets koordinator Mikkel Kristiansen. Efterfølgende var der speeddating – en ”get to know each other”-aktivitet, aftensmad og fest. Emil (formanden) måtte dog forlade os midt i al festivitassen, da gården derhjemme også skulle passes – ansvarlighed er vel en mærkesag. Senere på aftenen, da klokken var blevet 2.00, og efter weekendens første øl, ciders og Tequila-shots var det blevet tid til at finde vores respektive sovepladser – godnat!

Det var nat, og det blev dag. Drengene skulle først op (en time før pigerne), så de kunne gå i bad. Dette forspring betød, at drengene var de første til at få morgenmad – det viste sig at være en dårlig idé. Da pigerne havde været i bad og var klar til morgenmad, ja, så var der ikke mere morgenmad (her skal det siges, at piger/kvinder på tom mave er lige så farlige for deres omgivelser, som Villy Søvndal og Ole Sohn er det for dansk økonomi). Der kom prompte ekstra forplejninger og pigerne blev glade igen. Dermed kunne programmet fortsætte.

Navnet på forårskurset var, som bekendt, ”politiker-skolen”. Dette betød, at der var blevet oprettet et minifolketing og 6 politiske partier: Danmarks-partiet, Højre, De Frie Liberale, Kristeligt Centrum, Socialistisk Velfærdsparti og Internationale Marxistiske Folkefront for kommunister. Alle deltagerne blev delt op, så alle blev medlem af et parti, derefter blev de første partimøder holdt. Ved disse partimøder meldte alle medlemmerne sig til at være en del af et udvalg, udvalgene var som følger: Arbejdsmarkeds-, Finans-, Uddannelses-, Udenrigs-, Social-, Rets- og Integrationsudvalget.  Herefter gik man til de første udvalgsmøder. Man fik udleveret forskellige lovforslag og derefter måtte man finde de forslag, som kunne være fremstillet af det parti man repræsenterede. Derefter var det meningen, at man skulle få sine lovforslag gennemført. Der var ydermere planlagt visiter af forskellige personer (hvem det var, afhang af hvilket udvalg man var med i). Personligt var jeg medlem af udenrigsudvalget, hvor vi havde besøg af Kinas viceambassadør i Danmark. Hans opgave var, at give Kinas udlægning af Kina-Tibet konflikten. Det var et godt (men propagandisk) oplæg. Derefter var der frokost efterfulgt af et oplæg ved Mikael Jalving, der talte om politiske hjælpemidler mv.. Derefter var der endnu engang partimøder efterfulgt af udvalgsmøder. Der blev gået til den ved udvalgsmøderne, hvad end man var brændende kommunist eller heilende nationalist. Møderne blev afrundet med 1. behandlingen i folketinget. Her kunne f.eks. De Frie Liberale oplyse, at de havde skiftet navn til Befri Brysterne og Danmarks-partiet fastslog, at de havde et indædt had til svenskere. Banen blev i høj grad kridtet op. Efter endnu et møde i partierne var det tid til festmiddag (Emil kom tilbage efter en lang dag på gården) og efterfølgende fest. Ved festen blev endnu flere øl, ciders og shots indtaget. Udover dette blev der danset (ikke også Drude?), hygget og indgået skumle politiske aftaler. Festen fortsatte til klokken blev omtrent 4.00, derefter stod menuen på dyner, puder og dejlige luftmadrasser.

Så blev det søndag, den sidste dag på kurset. Pigerne skulle først op, så drengene kunne sove en time længere. Da både drenge og pige havde været i bad, var der brunch. Efter det særdeles lækre måltid var der 2. behandling i udvalgene. Der skulle stemmes om hvilke 2 lovforslag, der ville blive fremstillet til 3. behandlingen i folketinget. Man måtte ved disse udvalgsmøder sande, at Højre havde snydt en del ved den forgangne aften og nats festivitas. Det vakte en del vrede i Socialistisk velfærdsparti og hos kommunisterne. De to partierne lavede derfor, sammen med Danmarks-partiet, en alliance frem til 3. behandlingen i folketinget – dette sikrede dem et flertal. Da det blev tid til 3. behandlingen i folketinget, var stemningen spændt. Højre var overbeviste om en sejr, da de, ved første øjekast, havde klaret 2. behandlingen bedst og mange af deres lovforslag var kommet med til 3. behandlingen.

Reglerne for point pointgivning ved 3. behandlingen var som følger: Hvert lovforslag, der bliver gennemført, udløser point til dit parti. Nogle lovforslag giver naturligvis flere point end andre – afhængigt af, hvor godt det stemmer overens med dit partis politik.

Det parti, der har fået gennemført flest lovforslag, der stemmer bedst overens med deres partis politik, vinder spillet.

Højre stod, som sagt, godt ved første øjekast. Men denne gode position blev i høj grad spoleret af socialist-kommunist-nationalist-alliancen. Denne alliance betød, at alt der gavnede socialisterne ville nationalisterne og kommunisterne stemme for osv. Til sidst blev det klart. Dem der i virkeligheden havde snydt alle, var ikke Højre, men derimod Danmarks-partiet. De måtte derfor blive erklæret som vindere. Sejren blev fejret med ”frisk pust over landet”, march i takt og sidst men ikke mindst RENGØRING. Kurset var slut og der skulle gøres rent, dette blev dog hurtigt klaret og vi kunne vende snuden hjemad igen. En god weekend var slut.

Jeg siger mange tak for denne gang. Vi ses til landsstævnet i september!

Both comments and pings are currently closed.