Unge på Rømø skaber vækst og arbejdspladser

Saturday, July 24, 2010 12:51
Posted in category politik
Comments Off

det er blevet offentliggjort i Jydske Vestkysten – Tønder sektionen den 23. juli

Formand for VU Tønders politiske udvalg, Didde Fuglsang-Jensen, Kærmarksvej 15, 6780 Skærbæk, skriver på vegne af VU Tønder:

Allan Svendsen (AS), fra Rømø Familiecamping, driver en privat campingplads og har dermed selv ret til at bestemme hvilke kunder, han vil have på sin campingplads – bl.a. ved udelukkelse af unge under 30 i uge 28. Det er dog et dårligt signal når AS opfordrer andre campingpladser til det samme. De unge føler sig ikke velkomne på Rømø, i Tønder Kommune, og får ikke oplevelsen, der giver dem lyst til at komme tilbage, når de er blevet ældre og har fået børn – ligesom unge mennesker heller ikke vender tilbage til et forsikringsselskab, der ikke ville forsikre deres første bil.Rømø er kendt som et godt ferie/feststed, ikke kun i Sønderjylland, men også i Kolding, Århus og Odense – det er faktisk virkeligt populært. En ganske lille del af de unge laver desværre ballade, men langtfra flertallet, der nu også bliver straffet. Vi mener det virker grotesk at AS vil sende de unge og deres mange penge, ud af landet, og ned til Sunny Beach.

De unge har mange penge mellem hænderne i dag, og er også villige til at bruge dem i deres ferie. Det betyder ekstra omsætning til camping, butikker, restauranter, cafeer og diskoteker på Rømø – og mange arbejdspladser. Rømø skal vel ikke ende som et pensioniststed – som resten af kommunen, med vores høje gennemsnitsalder? Det kunne også være at de unge får øjnene op for de andre positive værdier som Tønder Kommune står for – og får lyst til at slå sig ned.
AS nævner ”skrækeksemplet” Løkken – men i dag er der faktisk nogle i Løkken der savner de unge, bl.a. restauratørerne der kunne ”sælge” deres borde flere gange på en aften.

VU ønsker god ferie til de unge på Rømø. Stop venligst hetzen mod dem, som er med til at give Tønder Kommune og Rømø, et attraktivt og positivt ry blandt unge i resten af landet.

Both comments and pings are currently closed.